Institutioner og skoler

Hos kajaktour.dk har vi erfaring med flere forskellige målgrupper, herunder folke- og efterskolebørn og børn fra specialskoler. Og så er vi åben overfor at arbejde med andre grupper. Kontakt os, hvis du gerne vil tale det igennem med os først, eller bare har spørgsmål til, hvad der kan lade sig gøre. 

Her er to udtalelser om, hvordan det er at få sine elever på vandet med os:

“Jeg arbejder på en specialskole, hvor Armin i min klasse har stået for
at introducere kajaksejlads ud over, at han også forfattede skolens
sikkerhedsinstruks. Kajakforløbet startede med, at vi lærte al udstyret
at kende, inden vi kom i vandet, lige fra redningsveste til pagajer og
selve kajakkerne. Senere havde vi en dag ved Sorø sø, som begyndte med
forskellige øvelser og lege ved stranden, hvor børnene blev trygge ved
at sidde i kajakkerne, vælte i dem, komme op igen osv.. Dagen sluttede
med en lille tur langs med bredden og så spiste vi vores madpakker på
stranden. Alt i alt en god oplevelse for vore elever, som jeg gerne vil
anbefale til andre.”

Evy Bohl – Skolen på Kasernevej, Holbæk

“Jeg er leder på en døgninstitution, som en gang årlig tager på kano- og
kajaktur i Sverige. I 2018 havde vi Armin og to af hans toere med på tur
og flere af eleverne havde rigtig gode oplevelser med dem. De blev meget
trygge og sikre i dem og Armin lærte dem blandt andet selvredning ved
kæntring. Det indebar, at de væltede rundt, kom ud og hjalp hinanden med
at tømme kajakken og kom op i den igen til sidst. Jeg kan godt anbefale
brugen af toer-kajakker i specialpædagogiske sammenhænge, da de er mere
sødygtige, hurtigere og nemmere at sejle, end kanoer.”

Torben Bohl, leder af døgninstitutionen Bennebovej

Herunder kan du se forskellige standardtilbud, som kan tilpasses efter behov.

  • Intro- og legedag med toer-kajakker og SUP-boards
    Omfatter introduktion til udstyret, tryghedsskabende lege i vandkanten, lege på SUP-erne, og kæntringsøvelser.
    Denne dag kan også bookes som “instruktøruddannelsesdag”, hvor vi instruerer og underviser jeres egne instruktører i, hvordan tingene bedst organiseres.
    Pris: 300 pr. person for tre timer
  • Tur på Sorø sø
    Efter gennemførelse af intro- og legedag kan man komme på tur på søen. Vi kan ro langs kanten, gå i land forskellige steder, bl.a. på vores lille “vilde” halvø og lege i skoven. Man kan tilrettelægge sådan en tur med længere, men også meget kortere strækninger, så alle kan opleve deres første lille eventyr, hvor man stiger i kajakken og sejler hen til et helt nyt sted. 🙂
    Pris: 300 pr. person for tre timer
  • Abonnementer
    Hvis I selv har instruktører, så kan I også få et abonnement hos os. Det omfatter en ugentlig dag med kajakkerne og SUPerne gennem hele året inkl. al nødvendig udstyr og redningsveste. Derudover er der fri benyttelse af kajakker for to instruktører, så I kan vedligeholde jeres evner.
    I får egen nøgle til vores kajakcontainer og kan komme og gå som I vil, men I skal dog booke jeres arrangementer i kalenderen. Medmindre andet aftales, så skal arrangementerne ligge mellem 08.00 og 15.00.
    Pris: 5000 kr. pr. år
  • Almindelig udlejning til gruppepriser
    Hvis I selv har instruktører, så kan I også bare leje hele vores lille flåde til gruppepriser, som vi aftaler fra gang til gang.
    Pris: Efter aftale
  • Andre muligheder
    Overnatning, lejrbål og brug af telt og sauna kan aftales. Derudover er det muligt at aftale bespisning med Parnas’ restaurant.
    Pris: Efter aftale